Pressemeddelelse

Spilleindustrien har stiftet et spilreklamenævn

By 30. juni 2021 august 11th, 2021 No Comments

Spilleindustriens aktører besluttede for ca. et år siden at etablere et spilreklamenævn, som har til formål at træffe afgørelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark. Spilreklamenævnet er nu besat med formand og medlemmer og er formelt stiftet. Nævnets sekretariat har hjemme hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen HORESTA.

Det er nu muligt at klage over markedsføring af spil i Danmark. Målet med det nye Spilreklamenævn er at bevæge spilleindustrien i en mere ansvarlig retning.

Spilleindustrien blev i sommeren 2018 enige om et adfærdskodeks for hele spilleindustrien, og med den endelige konstituering og stiftelse af Spilreklamenævnet videreføres dette konstruktive samarbejde. Hensigten med Nævnet er, at spilleindustrien i fællesskab kan skabe en bedre markedsføringskultur, øget selvjustits og fælles retningslinjer.

Morten Rønde er direktør for brancheorganisationen Spillebranchen, og han glæder sig over, at konstitueringen af Nævnet og den formelle stiftelse heraf nu er endeligt på plads:

”Jeg glæder mig over, at konstitueringen og den formelle stiftelse af Spilreklamenævnet nu er endelig på plads. I spilleindustrien er vi meget bevidste om, at vi bærer et ansvar for de brugere, som benytter spil. Med Spilreklamenævnet har vi fået en effektiv ”vagthund”, som skal være med til at sikre og fastholde en ansvarlig og etisk markedsføring af spil”, fortæller han.

Nævnet har allerede modtaget en klage og har også valgt at tage en anden sag op af egen kraft.

Nævnet er sammensat af 5 medlemmer. En formand, som er dommer, 2 repræsentanter fra Spilleindustrien og 2 repræsentanter, som repræsenterer spilbrugerne.

 

Nævnets formand og medlemmer er:

Formand: Dommer Jacob Scherfig, Københavns Byret

Forskningsklinikken for Ludomani: Klinikleder, cand. psych. aut. Thomas Marcussen, Aarhus Universitetshospital

Institut for Kommunikation og Psykologi, AAU: Lektor Lars Pynt Andersen

Lotterierne: Juridisk direktør Kate Jacquerot, Danske Spil A/S

Væddemåls- og onlinekasinoudbydere: Direktør Morten Rønde, Spillebranchen

Dansk Automat Brancheforening: Formand Gunnar Sørensen

Dansk Kasinoforening: Bestyrelsesmedlem Erik Jensen, Casino Copenhagen

 

De to sidstnævnte medlemmer indtræder alene i Nævnet i stedet for lotteriernes repræsentant, hvis den indgivne klage vedrører hhv. landbaserede spilleautomater eller et landbaseret kasino.

 

Mere information om Nævnet – og mulighed for at indgive klage til nævnet – kan findes på Nævnets hjemmeside her.

 

Bag Spilreklamenævnet står spilleindustrien

Spilleindustrien består af Elite Gaming A/S, Dansk Automat Brancheforening, Dansk Kasinoforening, Danske Lotteri Spil A/S, Danske Spil A/S, Det Danske Klasselotteri A/S, Landbrugslotteriet, Royal Casino, Varelotteriet og Danish Online Gambling Association, som inkluderer CEGO A/S og Danske Licens Spil A/S.

 

Nævnets sekretariat har hjemme hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen HORESTA.

 

Leave a Reply